Mor i 14 måneder uden “mor”-følelsen!

Jeg har snart været mor i 14 måneder og jeg har stadig ikke vænnet mig til titlen. Jeg kan huske helt i begyndelsen, at når jeg så mit spejlbillede med barnet på armen, så lignede jeg, i mit hoved, en der havde lånt et barn – det så slet ikke naturligt ud, syntes jeg, og hun kunne ligesåvel have været min niece eller en helt fremmed baby!

Sådan har jeg det til dels stadig. Jeg føler det så underligt fremmed at aflevere og hente hende i vuggestuen. Det er kun fordi personalet siger “Nikolines mor”, at jeg tænker, de (og jeg) ved, hvem jeg er. I min verden kunne det være et hvilket som helst barn, jeg skulle hente.

Forstå mig ret, det er ikke fordi, jeg ikke elsker den lille, tykke pige, og det er heller ikke fordi, jeg ikke føler omsorg for hende eller kender hendes behov – lige præcis de ting er kommet som noget af det mest naturlige for mig. Jeg kender hende i den grad og forstår ganske fint at læse hendes signaler. Det er noget andet, jeg ikke føler endnu. Bundærligt, så er der følelsesmæssigt ikke den store forskel, fra dengang jeg fik min første kat eller anden kat. De er alle en del af mig og jeg kan ikke skille mig af med dem. Nu er de der, indtil de eller jeg dør!

Jeg er sikker på, det er en ganske normal følelse/reaktion, for som jeg har skrevet før, så er jeg ikke noget særtilfælde på nogle punkter. Så hvorfor skulle andre ikke have det på samme måde? Men det er ikke rigtig noget, man støder på, synes jeg. Ingen i min mødregruppe har givet udtryk for det, de blogs jeg læser, er alle über lykkelige mor-agtige (lovpriser den titel konstant og “hvor er jeg lykkelig for at være blevet MOR”), så jeg får selvfølgelig mine tvivl.

Jeg ved heller ikke, hvad jeg præcist forestillede mig, dengang jeg blev gravid. Jeg forestillede mig mange ting, der har vist sig helt anderledes – dog primært til det bedre. Jeg troede fx, det ville være langt hårdere fysisk som psykisk, at jeg skulle lide langt mere af søvnunderskud (det er IKKE barnets skyld, at jeg er konstant træt!), at det hele ville blive mere presset og knap så sjovt – i forbindelse med at barslen er slut og man skal “tilbage” på arbejdsmarkedet. Men sådan er det ikke. Vi kan stadig tage det ret stille og roligt, nyde hinanden, tage ud (med barnet), være os selv – ret meget gøre, som inden hun kom til verden (7-9-13 jeg jinxer IKKE og beder ikke om det liv, de fleste andre lever!).

Pointen?

Jeg ved det ikke! Måske bare at nogen melder sig på banen og siger “den følelse har/havde jeg også” 🙂

So long lovers.. KYS!

Kropsforskrækkelse

Jeg har, så længe jeg kan huske, haft issues med min krop. Jeg har alle dage ment, at min mave var for tyk – og mine bryster for små! For havde mine bryster bare været større, så havde jeg ikke kunne se min mave 😉

I dag, efter jeg har været gravid og født, er jeg mentalt helt afklaret med min krop. Den er blød über alles – mine bryster er slet ikke faste mere, min mave er helt blød, mine lår er slappe og klasker mod hinanden – ALT er bare “galt”.

Men jeg er SÅ ligeglad! Jeg gider seriøst intet gøre ved det endnu, selvom jeg også synes, at jeg var pænere før min mor-krop.

Jeg læste denne artikel i går og jeg er speciel enig i Sofie Hagens betragtning om, at mental sundhed ikke er på dagsordenen. Vi kigger udelukkende på det ydre (og med ‘vi’, mener jeg menig mand og medierne, for vi professionelle opdrages i den grad med, at det mentale skal være med, når vi taler sundhed). Ikke at jeg er et hak bedre selv, for jeg har før i tiden selv undret mig over, når “tykke” har proklameret at være tilfredse med deres krop; “hvordan kan de dog det, når de ser sådan ud. Det må da være en påtaget følelse”, var min umiddelbare tanke.

Men nej, for jeg er der jo selv i dag. Ganske fint tilfreds, og langt mere afslappet omkring min krop end nogensinde. En følelse jeg inderligt håber at kunne give videre til min datter, for den er langt federe (høhø) end da jeg som 15-årig, 47 kg og med et BMI under 20 følte mig forkert og uelsket. Men jeg ved desværre også godt, at man kan ikke videregive sådan en følelse – den skal komme indefra. For det er jo ikke sådan, at jeg aldrig fik at vide, at jeg var god nok, så flot ud, var FOR tynd! Tværtimod. Og lige lidt hjalp det!

Jeg så denne artikel blive delt på FB, hvor der straks blev kommenteret noget med “at det jo er usundt at være tyk og derfor skal vi ikke acceptere det”.

MEN!

Dels er der forskel på, hvornår det bliver usundt. Dels, så viser undersøgelser, at det er langt mere usundt at være undervægtig. Det er også langt mere usundt at have en yoyo-vægt. Det sundeste er ikke at være ultra tynd eller ultra fed (fed er faktisk en klinisk betegnelse indenfor fagområdet) samt at holde vægten – faktisk er det mest sundt bare at holde vægten, om det så er på den forkerte side af BMI eller ej.

Han, der kommenterede, mente, at vi stigmatiserer undervægtige langt mere end overvægtige, fx ved at hænge ultra tynde modeller ud, selv hvis de er sunde (?), og hylder “erotisk buttede” modeller, når sådanne står frem (?). Eller ved at tvangsindlægge piger med anoreksi, uden at der sker indgriben ved ekstremt overvægtige.

Det er da muligvis også en fejl, at vi ikke tvangsindlægger overspisere på samme måde som spiseforstyrrede med anoreksi eller bulimi. Men det er jo ikke det samme som at sige, at vi hellere skal pege fingre ad de tykke end de tynde. 1 så tror jeg generelt, at tykke bliver stigmatiseret langt oftere end tynde 2 så skal vi slet ikke pege fingre ad nogen!

Jeg tror faktisk lidt, jeg har glemt min pointe med hele denne smøre. Måske er den bare, at vi netop ikke skal gå så meget op i andre end os selv. Ikke blande os så meget i, hvordan folk skal føle eller være eller se ud. Overordnet set! For jeg ved jo godt, at vi som samfund skal passe på hinanden og skride ind – på den ene eller anden måde – når nogle er ude på et skråplan; stofmisbrugere, rygere, over- og undervægtige, voldelige, you name it. Men måske vil det bare være lidt lettere for alle at agere menneske, hvis man ikke konstant føler, at man skal leve op til et vis pres udefra. Og hvem ved, måske vil vi få langt flere mentalt sunde individer ud af det!?!

So long lovers.. KYS!

Ingen lur i dag og i morgen..

..Nå ingen lur til mig alligevel, som jeg ellers pralede med her, kaffen tog toppen og jeg faldt over et par blogindlæg.

I morgen står den heller ikke på lur, og det er jeg straks mere spændt på, hvordan jeg klarer! Jeg arbejder hjemmefra (igen) og har derfor valgt at holde barnet hjemme. Hun skal nemlig ned til farmor og overnatte til lørdag (gru, det er ALLERFØRSTE gang hun sover ude uden mor og far, udover i VS self.). Jeg havde været nervøs for ikke at se hende rigtig, inden hun bliver hentet, så på denne her måde, får jeg set hende i masser af timer inden 😀

Nå, men hvad skal mor og far da, siden barnet skal passes?

Faren han skal på biograf-date med moster Mariah, imens moren er på drinks-date med onkel Simon (jeg og Simon gider nemlig ikke se Minions, eller hvad filmen hedder..). Og når biograf-daten er færdig, så mødes moster og faren med os. Og så skal vi spise og drikke til den lyse morgen 😀 haha, ej måske ikke, men i hvert fald hygge og få drinks og ikke tænke på, at vi skal tidligt op dagen efter 😀

Kæft, hvor jeg tror, det bliver lækkert 😛

Hva’søren, er hun stadig i live?

Nå, men skulle man aldrig lave et indlæg? Det er jo faktisk ikke fordi, der ikke er sket noget – vel nærmere tværtimod!

Jeg fik arbejde – ENDELIG – 1. juli. Pisse fedt.. eller! Lønnen er ikke noget at råbe hurra for, faktisk kan den i værste fald være lavere end dagpenge (det skulle den dog ikke som gennemsnit), kontrakten i sig selv er lettere kritisabel. Nå, det være, hvad det vil, nu er jeg jo i gang, ikk’? Jobbet er i sig selv også okay – men så er der hende, jeg arbejder sammen med! Vi klikkede helt ekstremt godt til samtalen og det var derfor, hun valgte mig (det er nemlig helt essentielt, da vi kun er os 2 på kontoret!). Men allerede nu, 2 uger inde i ansættelsen, har vi gået hinanden på nerverne flere gange. Jeg formulerer mig åbenbart på en måde, som hun finder dybt provokerende og personlig. Hun irettesætter til gengæld mig, som om jeg var 10år!

Så det er jo bare pisse fedt!

Vi har begge arbejdet hjemmefra siden tirsdag i denne uge, hvilket hjælper lidt på det hele. Der er også minimalt at lave pt., så det giver bedre mening for os at arbejde hjemmefra. Og så har jeg dagligt kunne få mig en eftermiddagslur, inden barnet skal hentes. Det er helt vanvittigt så træt, jeg er for tiden. Går i seng før kl. 23, står tidligst op kl. 7 og får alligevel en lur kl. 14!?!?! Man skulle fandme tro, at jeg var gravid…

Apropos, så er kl. 13.55, så det er da vist tid 😉

So long lovers.. KYS!