Jeg overvejer at genoptage min blog. Eller dvs. både og. Jeg har faktisk jævnligt nogle indlæg i hovedet, som bare aldrig kommer på papir, fordi dét, at jeg har tænkt det igennem én gang, er blevet terapi nok.

Da jeg var yngre, talte jeg en hel del til mit eget spejlbillede. Det var min egen måde at få tingene ud af systemet. Jeg havde en tendens til at overtænke og køre rundt i samme rille inde i mit hoved – indtil tingene blev sagt højt. Jeg gætter på, at mange andre har det ligesådan, men at de bare taler med andre for at få det ud. Ingen gad høre på mine særheder, så mit spejlbillede blev min fortrolige.

Jeg kan i dag stadig have behov for at noget bliver sagt højt for at komme ud af mit hoved, men der er blevet meget længere mellem snapsene. Derfor er min blog også erklæret en lille smule død – jeg har vitterlig ikke særlig meget på hjertet mere, som jeg har behov for at komme af med på den ene eller anden måde.

Og som jeg ser det, har blogging to formål; enten som terapi for en selv, komme af med sine tanker og kunne komme videre, evt. få lidt feedback fra omverdenen, at man er god nok. Eller reklamere for en masse ligegyldige ting for at kunne tjene penge.

Jeg har ingen ambition om at tjene penge på min blog (jeg har generelt ingen ambitioner – udover at lave et indlæg omkring netop det), så hvis jeg ikke får noget mere indhold i mit liv, jeg gerne vil af med, så dør denne blog nok snart for good.

Nu ser vi! Hvis jeg får lavet en “indholdsfortegnelse” til mig selv over emner, så kunne der faktisk godt ligge en 10 indlæg til udgivelse inden for den nærmeste fremtid.

So long lovers.. KYS!