Mor i 14 måneder uden “mor”-følelsen!

Jeg har snart været mor i 14 måneder og jeg har stadig ikke vænnet mig til titlen. Jeg kan huske helt i begyndelsen, at når jeg så mit spejlbillede med barnet på armen, så lignede jeg, i mit hoved, en der havde lånt et barn – det så slet ikke naturligt ud, syntes jeg, og hun kunne ligesåvel have været min niece eller en helt fremmed baby!

Sådan har jeg det til dels stadig. Jeg føler det så underligt fremmed at aflevere og hente hende i vuggestuen. Det er kun fordi personalet siger “Nikolines mor”, at jeg tænker, de (og jeg) ved, hvem jeg er. I min verden kunne det være et hvilket som helst barn, jeg skulle hente.

Forstå mig ret, det er ikke fordi, jeg ikke elsker den lille, tykke pige, og det er heller ikke fordi, jeg ikke føler omsorg for hende eller kender hendes behov – lige præcis de ting er kommet som noget af det mest naturlige for mig. Jeg kender hende i den grad og forstår ganske fint at læse hendes signaler. Det er noget andet, jeg ikke føler endnu. Bundærligt, så er der følelsesmæssigt ikke den store forskel, fra dengang jeg fik min første kat eller anden kat. De er alle en del af mig og jeg kan ikke skille mig af med dem. Nu er de der, indtil de eller jeg dør!

Jeg er sikker på, det er en ganske normal følelse/reaktion, for som jeg har skrevet før, så er jeg ikke noget særtilfælde på nogle punkter. Så hvorfor skulle andre ikke have det på samme måde? Men det er ikke rigtig noget, man støder på, synes jeg. Ingen i min mødregruppe har givet udtryk for det, de blogs jeg læser, er alle über lykkelige mor-agtige (lovpriser den titel konstant og “hvor er jeg lykkelig for at være blevet MOR”), så jeg får selvfølgelig mine tvivl.

Jeg ved heller ikke, hvad jeg præcist forestillede mig, dengang jeg blev gravid. Jeg forestillede mig mange ting, der har vist sig helt anderledes – dog primært til det bedre. Jeg troede fx, det ville være langt hårdere fysisk som psykisk, at jeg skulle lide langt mere af søvnunderskud (det er IKKE barnets skyld, at jeg er konstant træt!), at det hele ville blive mere presset og knap så sjovt – i forbindelse med at barslen er slut og man skal “tilbage” på arbejdsmarkedet. Men sådan er det ikke. Vi kan stadig tage det ret stille og roligt, nyde hinanden, tage ud (med barnet), være os selv – ret meget gøre, som inden hun kom til verden (7-9-13 jeg jinxer IKKE og beder ikke om det liv, de fleste andre lever!).

Pointen?

Jeg ved det ikke! Måske bare at nogen melder sig på banen og siger “den følelse har/havde jeg også” 🙂

So long lovers.. KYS!