Min graviditet var relativ let – relativ fordi der selvfølgelig var småkvaler, såsom hovedpineanfald så voldsomme, at jeg ikke kunne lægge hovedet på puden for bar smerte :/ eller så meget vand i kroppen, at folk blev helt paf – eller det gjorde de så ikke, nej de kommenterede det, så jeg ikke selv var i tvivl om, at jeg så GIGANTISK ud! Ja, og så det faktum, at jeg udviklede HELLP syndrom og jo nær var kradset af :O
Men ellers, relativ let 😉
Mit barn er også relativ nemt, især sammenlignet med så mange andre. Vi døjede med ondt i maven den første måned, der gjorde nætterne lidt hårde og urolige, men det fiksede vi med Lactulose. Barnet har derefter sovet igennem fra hun var ca. 4 måneder (i skrivende stund vågner hun dog flere gange om natten og har gjort det et stykke tid nu – til stor frustration for moren – karma?).
Jeg er derfor allerede skruk igen. Faktisk har jeg været det fra hun var 3 måneder (måske lidt on and off, men stadig), hvor det hele vendte og jeg begyndte at få mere end 1,5 times søvn ad gangen. Men som jeg skrev i dette indlæg, så er det her i huset, bare ret let at være mor – og endnu lettere at være far!(!)! Så derfor skræmmer det mig ikke at få en til. Jeg synes så måske, det er lidt synd for Niko, hvis hun allerede nu skulle være storesøster. Eller jeg ved det ikke, for jeg kan også godt se fordelen i at være pseudo-tvillinger. Alle jeg kender, der er det, virker til at have et helt ekstremt tæt forhold til hinanden – enten som børn eller voksne. Men vil hun ikke blive en smule tilsidesat, imens den ny er lille? En smule overset? Overladt til sig selv?
Pt. er planerne på standby indtil jeg kender min “skæbne”. Får jeg ikke en elev-stilling eller et andet job i løbet af 2015, så får vi endnu en unge. Alt andet er spild af tid i min verden, for skal jeg alligevel gå hjemme, så kan jeg lige så godt gøre det med mave på.
Jeg håber så bare på, at både graviditet og barn bliver af samme støbning som sidst 😉
PS: Er det dumt at satse på at ramme sin egen b-day aka 29. februar?
Jeg kan forstå, at de forfærdelige fødselshistorier ikke er populære (no wonder). Ikke des do mindre synes jeg også, de negative har sin berettigelse. Jeg mener, hvis man ikke kender til de dårlige, hvordan ved man så, at man har en god? Og er det ikke meget rart at vide, at man ikke er den eneste, der ikke har “smuttet en mandel”?
Min historie er egentlig en blanding, for det er vel positivt, at den kun tog 7 timer – fra vandet gik til barnet var ude? Men det er også noget nær det eneste positive, vil jeg påstå.
Det bliver et ret langt indlæg, så her er den korte version. Du kan så selv dykke ned i detaljerne, hvis du har lyst 🙂
1. Kl. 18.00 går vandet. Jeg er da 37+0 uger henne
2. Kl. 20.00 begynder veerne for alvor
3. Kl. 21.00 ankommer vi til hospitalet. 1cm udviddet
4. Kl. 22/23 vagtskifte. Veerne er blevet ret kraftige, smertestillende ønskes, men tilgodeses ikke
5. 00.30 begynder presseveerne. Føder min datter 00.57
6. Alt det efterfølgende
I ugen op til min fødsel, havde jeg 3 anfald af synsforstyrrelser. Jeg har hele min ungdom lidt af migræne med aura (synsforstyrrelser) og jeg tillagde det derfor ingen større betydning – til trods for, at jeg ikke ellers havde haft migræne i min graviditet, og generelt ikke lider af det mere. Set i bakspejlet ved jeg, at det dels var et tegn på, at fødslen var nærtstående, dels et tegn på forhøjet blodtryk, der burde være tilset af en læge (måske endda med indlæggelse som konsekvens).
1: Fredag d. 13. juni, ca. kl 18, går min fødsel i gang, 37+0 uger henne. En halv time forinden har jeg været forbi min mor, inden jeg skulle på apoteket efter piller til manden. Det sortner eller sner på et tidspunkt for mine øjne, men jeg siger det ikke højt, da hun så vil begynde at tale om læge. Hun har allerede sagt, at jeg skal kontakte lægen mht. migrænen (ja ja, mor). Jeg cykler på apoteket og da jeg kommer hjem, tager faren lur og jeg tænker god ide, jeg lægger mig på sofaen. Jeg får noget der minder om 10 minutter, så vågner jeg med et sæt ved, at jeg “tisser”. Først tænker jeg virkelig, at jeg tisser og hvor pinligt! Men så tænker jeg alligevel “arh”, går på toilettet, skifter trusser og tager et bind i – et bind der fyldes virkelig hurtigt. Nå, nyt bind, nye trusser – en hel del gange.
Jeg får ringet til fødegangen, der giver mig ret i, at vandet nok er gået. Vi aftaler, at jeg kommer ind kl. 21 for at se om jeg har åbnet mig og/eller fået veer. Jeg skal i mellemtiden holde øje med om vandet bliver grønt. Jeg går ind til manden og vækker ham med beskeden om, at vandet er gået. Tror han tvivlede lidt på mig, for det første han gør, er at ringe til sin mor for at høre, “hvordan man ved, at vandet er gået”.
Nå, han står op og laver aftensmad, som vi spiser stille og roligt. Så vidt jeg husker bliver jeg smådårlig bagefter og må lægge mig i sengen på et tidspunkt. Det hele tager til og han synes jeg skal ringe til fødestuen igen. Klokken er kun 19.30, så jeg ved godt, hvad de vil sige, så det gider jeg ikke. Da jeg fortsat bliver dårligere (jeg er ikke helt klar over om det er veer på daværende tidspunkt), insisterer han på, at jeg ringer. Jeg får at vide, at det er godt, jeg har fået veer og vi kommer bare ind kl. 21, som først aftalt.
2: Kl. ca. 20.15 nægter manden at se på mig mere og forlanger, at vi kører ind på Riget. Så det gør vi, og på vej til bilen får jeg endnu en ve – de er i øvrigt bare blevet mere og mere grumme med tiden.
På hospitalet får vi først lov at vente, og i ventesalen får jeg flere veer – de er relativt regelmæssige, vil tro 4-5 minutter imellem. Ingen af de andre kvinder har antydningen af veer og jeg sidder bare og vrider mig. En anelse provokerende.
3: Ved første undersøgelse har jeg åbnet mig 1 cm og hun spørger om hun skal “skrabe” mig, så jeg muligvis åbner mig til 2 cm – det takker jeg ja til for tænker, jo hurtigere det her er overstået, des bedre. Jeg kan SLET ikke mærke hende “rode og rage” og det går utrolig let at få mig åbnet 2 cm, fortæller hun. Hun lægger måler på min mave og går igen. Jeg får veer et par gange og bliver også så dårlig undervejs, at jeg må kaste op (flere gange tror jeg i øvrigt).
4: Der er vagtskifte der ved 22tiden , og det første vi spørger den nye jordemoder om, er smertelindring. Hold op, hvor har jeg ondt og er dårlig! Hun foreslår et varmt bad (!) og mit svar er promte “nej, jeg vil have ordentlig lindring”. Hun gider i øvrigt ikke tjekke, hvor meget jeg har åbnet mig, for det har hendes kollega jo næsten lige gjort. Og det selvom hun kan se, at der er meget kort imellem mine veer og at jeg er ret forpint (ifølge hendes notater tror hun ikke helt på, at jeg kan have så ondt, og det kommer bag på hende, at fødslen går så hurtigt).
Omkring 23.30 er jeg på toilettet, hvor jeg får en ret kraftig ve og ude fra stuen bliver jeg spurgt, om det føles som om, jeg skal presse. DÉT gør det i den grad. Jeg kommer ud derfra og vi kører straks til en fødestue. Klokken er 23.45, da vi ankommer til fødestuen. Jeg har nu fået hovedpine og smerter i lever-området. Generelt har jeg det ikke særlig godt, har ret mange smerter alle mulige steder, så da jeg endelig kan få noget lattergas, er jeg lykkelig. Det virker nemlig rigtig godt.
5: Mit blodtryk er åbenbart stigende og har været det et stykke tid (kan jeg læse ud fra min journal) og det er dét, der giver mig hovedpine. Det får jeg noget medicin mod. Kl. 00.30 begynder jeg at presse, hvilket jeg er pænt dårlig til. Jeg havde seriøst ingen følelse med “det dernede”. Et par gange sved det, så jeg stoppede med at presse – tror det var når, jeg gik lidt i stykker. Nu må jeg ikke længere få lattergas, men skal aktivt bruge ilten i masken til at få fornyet energi. Ilten giver mig ingenting og jeg tager kun masken til næsen fordi jordemoderen siger det. 27 minutter senere er mit smukke barn ude og kommer straks op på brystet af mig.
6: Så langt, så godt skulle man tro. Men jeg har så vanvittig mange smerter i hoved og under brystet (i leveren vil jeg tro), at jeg slet ikke kan koncentrere mig om mit barn. Hun irriterer mig allermest – hun ligger jo lige der, hvor jeg har ondt. Til sidst må jeg bede faren om at tage hende, og vi beder om smertestillende flere gange. Jordemoderen synes det er en dårlig idé, men da vi spørger den næste på stuen, siger hun “ja selvfølgelig, hvad plejer du at få?”. Amen den jordemoder, vi havde under fødslen, var bare slet ikke vores kop te. Nå, never mind. Klokken er nu 01.25 og der gives også medicin mod det forhøjede blodtryk. Det hjælper overhovedet ikke og 01.38 får jeg mere mod blodtrykket og en omgang morfin. Morfinen tager brystsmerterne og jeg begynder at kunne slappe af. Blodtrykket er til gengæld stadig højt, så 01.45 får jeg endnu en omgang medicin. I dag forstår jeg langt bedre, da de fortalte, at jeg havde fået ret meget medicin uden større effekt. Det har altså været virkelig galt med det blodtryk!
Det viser sig, at jeg har udviklet det, der hedder HELLP Syndrom, som er en ret alvorlig lidelse. Den kan have fatale konsekvenser især for moren, men også for barnet. Det skal derfor helst opdages i tide, så man kan følge moren tæt. På nettet skriver de, at morens liv vægter højest og det kan være nødvendigt at forløse fødslen før tid. Bedste middel mod sygdommen er nemlig at slutte graviditeten. Smart nok af kroppen at vide det og sætte fødslen i gang (når nu vi mennesker ingenting vidste). Jeg får derfor lagt magnesium drop samt kateter, proppes med blodtrykssænkende medicin og bliver målt hver 3. time. Jeg føler mig ret syg og dårlig de første par dage, men derefter vender det heldigvis. En uge efter vi ankom på hospitalet, er vi udskrevet til egen læge.
Nå, men fordi jeg er så dårlig, bliver mit barn aldrig lagt til mig, hud til hud, hun bliver heller ikke lagt til brystet. Der går faktisk ret mange timer før hun kommer op til mig igen. Og det tror jeg bl.a er med til, at vi ikke får amningen op at køre, som jeg fortæller om her.
Det var bestemt ikke verdens rareste fødselsforløb og jeg var ret traumatiseret de efterfølgende dage. Heldigvis fik både jeg og min kæreste talt ud ved en efterfødselssamtale og hos sundhedsplejersken, og jeg fik gennemgået det hele igen, da jeg startede i mødregruppe. Det har hjulpet mig rigtig meget at få talt forløbet igennem flere gange, for på den måde selv at forstå, hvad der egentlig skete. Lige efter fødslen sagde jeg, at den næste blev ved kejsersnit, men sådan har jeg det slet ikke i dag 🙂 Til gengæld skal jeg følges meget nøje af lægefagligt personale og muligvis have medicin under næste graviditet.
Mit barn var i øvrigt helt sundt og raskt og vejede 3055gram og var 50cm lang <3
Jeg faldt lige over mortiltos BLOGINDLÆG om at opgive amningen, og jeg er med på, at det nok er langt værre for Cana, som jordemoder, at opgive end for os “dødelige”. MEN ALTSÅ! Der er intet i vejen med at give flaske!
Her i huset havde vi en lidt svær start, da jeg under graviditeten fik HELLP syndrom, der i værste tilfælde kan koste moren livet (!). Det skal derfor helst opdages i tide, og ikke en halv time inden barnet er født, som i mit tilfælde (!!!) Nå, men det betød, at jeg fik helt forfærdelige smerter i leveren under og især efter fødslen, som tog al mit fokus. Det der med, at når først du har født, så mærker du intet, al smerte er væk, var så meget løgn i mit tilfælde. Og da min troldeunge blev lagt på mit bryst, var det eneste, jeg kunne fokusere på, at jeg havde ondt og at hun var irriterende (knap så fed en første følelse). Hun blev derfor aldrig lagt til brystet (som jeg efterfølgende har læst er meget vigtigt), og efter – hvad jeg følte som acceptabelt – lidt tid, måtte hun over til faren, da jeg ikke kunne være i mig selv af smerter (endte med at få morfin, som da også endelig fjernede dem).
Den første tid på hospitalet gik med at få mig på benene igen (der blev lagt drop, kateter og proppet medicin i mig), så der var opmærksomheden heller ikke på amning. Jeg var så heldig at have fået den roligste baby, så hun klarede sig fint et stykke tid uden mad. Men da hun så fik gulsot og det bedste vi kunne gøre var at give hende en masse at spise, da opstod problemerne. Jeg havde endnu ikke få mælk i brysterne, så hun fik lidt MME af kop, for ikke at ødelægge sutteteknikken (eller noget), hvilket jeg ikke kunne finde ud af. Så der måtte jordemødrene hjælpe til. Så gik vi over til sprøjte (igen for ikke at ødelægge hendes vilje til at tage bryst), og da vi blev træt af det, da der jo intet kunne være i dem og det var en kende besværligt, fik vi lov til at tage sutteflasker (ja, vi følte faktisk ikke vi havde lov inden da).
Imens pumpede jeg ud HELE TIDEN og foran ALLE (virkelig grænseoverskridende, men ville jeg det her eller ej?). Det hjalp da også lidt. Mælken begyndte at løbe til, og på fjerdedagen var mine bryster stenhårde. Bum, nu var vi der!
Not! For nu ville barnet ikke sutte. Det havde hun faktisk ikke rigtig villet på noget tidspunkt (også inden flaske). Det var en kamp at få hende lagt til, og når hun endelig fik fat i patten, så spyttede hun den ud igen efter to sut.
Summa summarum, for nu blev det lidt langt det hele, er, at vi droppede amningen ret hurtigt efter vi kom hjem fra hospitalet. Og det var ikke et særlig svært valg!
Jeg var til en efterfødselssamtale, hvor jordemoderen sagde, at ville jeg have amningen op at køre, så var det hårdt arbejde, men det kunne godt lykkes. Men hun forstod godt, med min baggrundshistorie, hvis jeg ikke orkede den kamp.
Min sundhedsplejerske sagde præcis det samme. Min mor sagde det samme. Begge mine svigerinder har flasket sine børn op, og min kusines datter fik flaske. Så jeg havde ret meget opbakning af både fagfolk og familien, og jeg har da heller aldrig fortrudt mit valg. Dermed ikke sagt, at jeg ikke har tænkt mig at give det et forsøg ved nummer to – der vil jeg jo være langt bedre forberedt 😉
Men skal vi ikke droppe hetzen imod kvinder, der ikke ammer, uanset deres grund? Støtte dem og sige “what makes mommy happy, makes baby happy, what makes baby happy, makes mommy happy”, og en mæt, sovende baby, gør i den grad mor glad 😉
