Mor i 14 måneder uden “mor”-følelsen!

Jeg har snart været mor i 14 måneder og jeg har stadig ikke vænnet mig til titlen. Jeg kan huske helt i begyndelsen, at når jeg så mit spejlbillede med barnet på armen, så lignede jeg, i mit hoved, en der havde lånt et barn – det så slet ikke naturligt ud, syntes jeg, og hun kunne ligesåvel have været min niece eller en helt fremmed baby!

Sådan har jeg det til dels stadig. Jeg føler det så underligt fremmed at aflevere og hente hende i vuggestuen. Det er kun fordi personalet siger “Nikolines mor”, at jeg tænker, de (og jeg) ved, hvem jeg er. I min verden kunne det være et hvilket som helst barn, jeg skulle hente.

Forstå mig ret, det er ikke fordi, jeg ikke elsker den lille, tykke pige, og det er heller ikke fordi, jeg ikke føler omsorg for hende eller kender hendes behov – lige præcis de ting er kommet som noget af det mest naturlige for mig. Jeg kender hende i den grad og forstår ganske fint at læse hendes signaler. Det er noget andet, jeg ikke føler endnu. Bundærligt, så er der følelsesmæssigt ikke den store forskel, fra dengang jeg fik min første kat eller anden kat. De er alle en del af mig og jeg kan ikke skille mig af med dem. Nu er de der, indtil de eller jeg dør!

Jeg er sikker på, det er en ganske normal følelse/reaktion, for som jeg har skrevet før, så er jeg ikke noget særtilfælde på nogle punkter. Så hvorfor skulle andre ikke have det på samme måde? Men det er ikke rigtig noget, man støder på, synes jeg. Ingen i min mødregruppe har givet udtryk for det, de blogs jeg læser, er alle über lykkelige mor-agtige (lovpriser den titel konstant og “hvor er jeg lykkelig for at være blevet MOR”), så jeg får selvfølgelig mine tvivl.

Jeg ved heller ikke, hvad jeg præcist forestillede mig, dengang jeg blev gravid. Jeg forestillede mig mange ting, der har vist sig helt anderledes – dog primært til det bedre. Jeg troede fx, det ville være langt hårdere fysisk som psykisk, at jeg skulle lide langt mere af søvnunderskud (det er IKKE barnets skyld, at jeg er konstant træt!), at det hele ville blive mere presset og knap så sjovt – i forbindelse med at barslen er slut og man skal “tilbage” på arbejdsmarkedet. Men sådan er det ikke. Vi kan stadig tage det ret stille og roligt, nyde hinanden, tage ud (med barnet), være os selv – ret meget gøre, som inden hun kom til verden (7-9-13 jeg jinxer IKKE og beder ikke om det liv, de fleste andre lever!).

Pointen?

Jeg ved det ikke! Måske bare at nogen melder sig på banen og siger “den følelse har/havde jeg også” 🙂

So long lovers.. KYS!

Syg baby og besøg af en journalist

Mit barn har været syg i weekenden med opkast lørdag og meget sløv og puttesyg søndag. En virkelig dårlig timing fra hendes side, da jeg får besøg af journalist og fotograf i dag, om et par timer faktisk. Og her ligner Jerusalems ødelæggelse!

Det er på baggrund af dette indlæg, at jeg blev kontaktet. Har det en anelse ambivalent med det, for på den ene side kan jeg godt se, det måske ikke er et emne, der berøres helt vildt i mediebilledet, på den anden side er jeg af den klare overbevisning, at intet i mit liv er særlig specielt – da ikke ud over min fødselsdato, og så måske at jeg var det første eksempel på Riget tilbage i ’88 med en japansk virussygdom kaldet Kawasaki, og måske at jeg skulle udvikle det relativt sjældne HELLP syndrom. Men ellers, så er mit liv altså ret leverpostejsfarvet.

Men jeg er gået med til interviewet, for hvis hun, journalisten, mener emnet er interessant og værd at skrive om, så skal hun være så hjertens velkommen. Jeg går jo alligevel bare herhjemme…

Er spændt på, hvor meget jeg når at rydde op. Hmm. Nå! Verdens sødeste moster har sagt, at vi bor i “et rigtigt hjem”, du ved, dem der man IKKE ser i Bo Bedre, så det tror jeg bare, jeg siger, når de træder ind ad døren 😉

So long lovers.. KYS!

Let graviditet + Nemt barn = Allerede skruk

Min graviditet var relativ let – relativ fordi der selvfølgelig var småkvaler, såsom hovedpineanfald så voldsomme, at jeg ikke kunne lægge hovedet på puden for bar smerte :/ eller så meget vand i kroppen, at folk blev helt paf – eller det gjorde de så ikke, nej de kommenterede det, så jeg ikke selv var i tvivl om, at jeg så GIGANTISK ud! Ja, og så det faktum, at jeg udviklede HELLP syndrom og jo nær var kradset af :O

Men ellers, relativ let 😉

Mit barn er også relativ nemt, især sammenlignet med så mange andre. Vi døjede med ondt i maven den første måned, der gjorde nætterne lidt hårde og urolige, men det fiksede vi med Lactulose. Barnet har derefter sovet igennem fra hun var ca. 4 måneder (i skrivende stund vågner hun dog flere gange om natten og har gjort det et stykke tid nu – til stor frustration for moren – karma?).

Jeg er derfor allerede skruk igen. Faktisk har jeg været det fra hun var 3 måneder (måske lidt on and off, men stadig), hvor det hele vendte og jeg begyndte at få mere end 1,5 times søvn ad gangen. Men som jeg skrev i dette indlæg, så er det her i huset, bare ret let at være mor – og endnu lettere at være far!(!)! Så derfor skræmmer det mig ikke at få en til. Jeg synes så måske, det er lidt synd for Niko, hvis hun allerede nu skulle være storesøster. Eller jeg ved det ikke, for jeg kan også godt se fordelen i at være pseudo-tvillinger. Alle jeg kender, der er det, virker til at have et helt ekstremt tæt forhold til hinanden – enten som børn eller voksne. Men vil hun ikke blive en smule tilsidesat, imens den ny er lille? En smule overset? Overladt til sig selv?

Pt. er planerne på standby indtil jeg kender min “skæbne”. Får jeg ikke en elev-stilling eller et andet job i løbet af 2015, så får vi endnu en unge. Alt andet er spild af tid i min verden, for skal jeg alligevel gå hjemme, så kan jeg lige så godt gøre det med mave på.

Jeg håber så bare på, at både graviditet og barn bliver af samme støbning som sidst 😉

PS: Er det dumt at satse på at ramme sin egen b-day aka 29. februar?

Det var ikke kærlighed ved første blik :(

I har sikkert alle hørt de der historier om, at så snart barnet var ude og lå på maven – bum, så var man forelsket på stedet og følte den største kærlighed!

Sådan havde jeg det ikke og det skyldes højst sandsynligt min fødselshistorie. Faktisk gik jeg længe og følte ikke rigtig noget. Jo altså, har syntes hun var en sød baby fra start og har ventet længe (venter faktisk stadig) på, at hun gider kramme – sådan rigtigt, som børn og forældre gør 😀 Hun lægger lidt an til det nogle gange, og det er simpelthen det hyggeligste.

I mødregruppen fortalte den ene om, hvordan hun altid har forestillet sig et liv uden børn og derfor var nervøs for om hun ville komme til at elske denne lille skabning; hun blev overdynget med kærlighed, da først datteren var født. Præcis, som vi alle har hørt om.

Heldigvis er jeg ikke den eneste i gruppen, der har skulle lære mit barn at kende først, jeg har dog klart været den langsommeste, til at nå derhen. Men det er okay med mig, så længe jeg ved, jeg er nået derhen (omend det har taget noget der minder om 7-8mdr). Men det var befriende at høre, at jeg ikke var den eneste og derfor fortæller jeg det også her. Så andre – kommende eller værende – mødre kan se, at det også er en normal reaktion.

Og var jeg aldrig nået til den erkendelse, at jeg elsker den lille trold, og gud forbyde skal undvære hende nogensinde, så havde hun fået mere kærlighed end man kan drømme om, af alle i mine omgivelser. DE har være forelsket i hende fra day one <3

I dag forstår jeg slet ikke, det har taget mig så lang tid. Jeg mener, se det smil og de øjne 😀

Selfiiiiie :D

Selfiiiiie 😀

Hvad laver du?

Hvad laver du?

Nååh :D

Nååh 😀

IMAG1206 IMAG1203 IMAG1202

Vi tager billeder, juhuuu :D

Vi tager billeder, juhuuu 😀

Ja, nogle af billederne er sløret – det er en del af stemningen 😉

So long lovers.. KYS!

En anti-speltmors berettelser aka at hvile i sig selv <3

Man får jo inspiration til indlæg af at se med hos andre. Om det så er blogs, artikler, tv, radio – you name it. Min far har også altid lært mig, at man bliver en bedre skribent af at læse meget af andre. Det gør ens ordforråd og referenceramme meget større.

Så efter at have læst endnu et af mortiltos indlæg her til formiddag, slår det mig, at jeg må hvile helt ekstremt meget i mig selv. Sundhedsplejersken har godt nok fra første besøg sagt, at grunden til vores stille og rolige barn, nok skyldtes hendes rolige forældre. Man kan så diskutere, hvor rolig ham faren egentlig er, men på den anden side kan det også diskuteres, hvor meget han egentlig er ind over barnet – så ergo, det må skyldes mig og mit rolige sind 😉

Jeg er førstegangsmor og med det skulle jo følge en masse ambitioner, bekymringer, ideologier – og jeg skal komme efter dig. Her? Der tager vi det som det kommer, dag for dag. Hvad virker for barnet, virker for moren, basically.

Her? Der er vi ret sjuskede, for at sige det rent ud! Der gik for eksempel VIRKELIG lang tid før barnet fik sit første bad. Jeg kunne simpelthen ikke overskue at gøre det alene og faren var pænt ligeglad! Så ja, der gik vist et par måneder før vi gav os i kast med det (for så igen at lade der gå laaang tid til næste forsøg).

Nå men så er der slik! Det må de jo ikke få, kan jeg forstå! Jeg er jo godt klar over qua min uddannelse, at børn ikke har brug for slik (ligesom vi voksne ikke har), men at tro vi kan afholde dem fra det, mener jeg, er utopisk. Så her har pigebarnet, på 8mdr, smagt både det ene og andet – også for at se hendes reaktion 😉 Hun får også stadig færdigproduceret mad fra glas, og grød fra pose, og modermælkserstatning! Og jeg går ellers op i økologi og naturlige råvarer!

Men altså, det er jo SÅ meget lettere end at stå og kokkerere selv. Så der springer jeg altså let og elefant over, hvor gærdet er lavest. Desuden er det meste babymad øko og desuden testet i hoved og røv – der er jo de mest strenge krav, når det kommer til babyer – så der pudser jeg min glorie.

Jeg har en glad baby, der trives stort, og som sover natten igennem (og har gjort det længe btw), så jeg tror bare jeg fortsætter min afslappede stil. Man skal ikke græde over spildt mælk, så det vil jeg lade være med 🙂

Namaste <3

At være mor? Piece of cake!

IMAG1273Det letteste i verden er at være mor; “Det første år er møg hårdt og uden søvn, men så vender det”. Næh ikke rigtig, og nu ved jeg godt at jeg bryder et tabu, men jeg læste HER, tilbage fra 9. november, at vi skal droppe skræmmehistorierne (ja, jeg tolker det som alle slags)! Og hvad man så vil høre, afhænger selvfølgelig helt af, hvor i processen man selv er; er du gravid, vil du nok gerne høre om alle de gode historier om børn, der sover igennem og aldrig græder, og om graviditeter, der er lettere end lette! Har du derimod fået et kolik-barn, så gider man jo bestemt ikke høre om det, og så kommer du nok til at hade mig nu – so sorry..

Bevares, efter de første 7-8 uger var jeg da ikke længere all happy, efter max 1,5 times søvn ad gangen, døgnet rundt. I mødregruppen fortalte de alle, hvordan faren tog baby 1-2 nætter om ugen, for at mor kunne sove igennem, “for ellers fungerer jeg ikke”, var argumenterne. Her i huset var det overhovedet ikke en mulighed – og det til trods for, at faren gik hjemme hos os PÅ BARSEL!

Men lige som jeg var allermest træt af det hele og var på nippet til at melde bål og brand, så vendte skuden, og barnet begyndte at have 3 timer imellem sine nat-måltider. Det var jo guld værd, og tog lynhurtigt til – hun sov igennem, da hun var 4 mdr. og startede på grød. Og sådan har det været siden <3 (stort set for vi havde da lige en nat i nat, hvor jeg var oppe og give sut 3-4 gange)..

Og så har hun alle dage været nem at have med rundt. Sover hun ikke fra det hele (som hun har gjort 9 ud af 10 gange), så hygger hun sig med noget legetøj, eller i dag, hvis hun kan få lov til at smage noget af det vi spiser. Så sent som for en uge siden var vi ude og få running sushi og der hyggede hun sig gevaldigt med et stykke banan i sin feeder og nogle stykker legetøj (i øvrigt første gang hun har været vågen dernede).

Okay, ret skal være ret og hun har selvfølgelig også sine trælse perioder – som for tiden, hvor hun ikke gider sove før sent, så ens aften for sig selv er doomed….. (sent er i øvrigt ved 22-23 tiden og hun vågner igen allerede 8.30 (ja det er både sent og tidligt, når man som jeg er udpræget D-menneske – I ved dem der går tidligt i seng og står sent op))

Jeg priser mig i øvrigt lykkelig for, at hun er så nem, for de få ture vi har haft med hende, har været DRÆBENDE. Jeg tør slet ikke tænke, hvad der kunne være sket, hvis hun havde haft kolik :/

Og det her er totalt dårlig karma-stil, så lur mig om det ikke bider mig i numsen senere 😉

So long lovers.. KYS!