Det var ikke kærlighed ved første blik :(

I har sikkert alle hørt de der historier om, at så snart barnet var ude og lå på maven – bum, så var man forelsket på stedet og følte den største kærlighed!

Sådan havde jeg det ikke og det skyldes højst sandsynligt min fødselshistorie. Faktisk gik jeg længe og følte ikke rigtig noget. Jo altså, har syntes hun var en sød baby fra start og har ventet længe (venter faktisk stadig) på, at hun gider kramme – sådan rigtigt, som børn og forældre gør 😀 Hun lægger lidt an til det nogle gange, og det er simpelthen det hyggeligste.

I mødregruppen fortalte den ene om, hvordan hun altid har forestillet sig et liv uden børn og derfor var nervøs for om hun ville komme til at elske denne lille skabning; hun blev overdynget med kærlighed, da først datteren var født. Præcis, som vi alle har hørt om.

Heldigvis er jeg ikke den eneste i gruppen, der har skulle lære mit barn at kende først, jeg har dog klart været den langsommeste, til at nå derhen. Men det er okay med mig, så længe jeg ved, jeg er nået derhen (omend det har taget noget der minder om 7-8mdr). Men det var befriende at høre, at jeg ikke var den eneste og derfor fortæller jeg det også her. Så andre – kommende eller værende – mødre kan se, at det også er en normal reaktion.

Og var jeg aldrig nået til den erkendelse, at jeg elsker den lille trold, og gud forbyde skal undvære hende nogensinde, så havde hun fået mere kærlighed end man kan drømme om, af alle i mine omgivelser. DE har være forelsket i hende fra day one <3

I dag forstår jeg slet ikke, det har taget mig så lang tid. Jeg mener, se det smil og de øjne 😀