Ytringsfrihed med et men..!

Jeg har tænkt det længe, faktisk lige siden de første, danske Muhammed-tegninger så dages lys. Og nu opstår der så en – i mine øjne – glædelig modbølge til alle ytringsfrihedsforkæmperne (hold op et ord!), hvor det bliver okay at sige, man ikke synes de (læs: tegningerne) og andre provokationer er på sin plads. Det ses især HER, hvor der ligger dejligt mange artikler om emnet.

Bevares, selvfølgelig mener jeg ikke det er i orden at ty til vold pga. nogle ytringer eller tegninger – selvfølgelig – og selvfølgelig er jeg for ytringsfriheden – selvfølgelig! Men i min verden er det ikke det samme som, at vi for enhver pris skal gøre, som det passer os, sige, hvad der passer os. Tromle igennem som en anden bully.

Det er som om det i DK er blevet til “fordi vi må, så skal vi”, og ikke “fordi vi må, så kan vi”. Jeg forstår ikke, hvorfor man skal provokere for provokationens skyld (i alle sammenhænge) – og det er i den grad sådan jeg tolker muhammed-tegningerne – som en provokation med den ene formål at pisse nogle troende mennesker af.

Jeg køber ikke præmissen om, at “det var i ytringsfrihedens navn”, som argumentet for at trykke de famøse tegninger. Var det et statement Jyllandsposten i sin tid ville komme med, så havde det været langt tydeligere, hvis man ramte flere trosretninger end kun Islam. Så havde man tegnet Jesus med et kors i røven, karikeret en jøde siddende tungt på sine penge – og hvad ved jeg ellers!

Det gjorde man ikke, og gør man stadig ikke, og så tolker jeg det som ren hetz mod Islam, som vaske ægte mobning!

Men som Ditte Giese skriver, bliver man ret hurtigt beskyldt enten for at gå terroristernes ærinde eller gradbøje ytringsfriheden, når det lille men sniger sig ind i sætningen “jeg er for”, selvom det vi bare prøver at sige er;

Bare fordi vi gerne må lege med vores egen afføring, er der jo ingen, der siger, at vi skal? Citat: Ditte Giese

Så jeg glædes ved at se, at vi bliver flere og flere der godt tør komme med det lille men 🙂