Det dersens blogging

Jeg overvejer at genoptage min blog. Eller dvs. både og. Jeg har faktisk jævnligt nogle indlæg i hovedet, som bare aldrig kommer på papir, fordi dét, at jeg har tænkt det igennem én gang, er blevet terapi nok.

Da jeg var yngre, talte jeg en hel del til mit eget spejlbillede. Det var min egen måde at få tingene ud af systemet. Jeg havde en tendens til at overtænke og køre rundt i samme rille inde i mit hoved – indtil tingene blev sagt højt. Jeg gætter på, at mange andre har det ligesådan, men at de bare taler med andre for at få det ud. Ingen gad høre på mine særheder, så mit spejlbillede blev min fortrolige.

Jeg kan i dag stadig have behov for at noget bliver sagt højt for at komme ud af mit hoved, men der er blevet meget længere mellem snapsene. Derfor er min blog også erklæret en lille smule død – jeg har vitterlig ikke særlig meget på hjertet mere, som jeg har behov for at komme af med på den ene eller anden måde.

Og som jeg ser det, har blogging to formål; enten som terapi for en selv, komme af med sine tanker og kunne komme videre, evt. få lidt feedback fra omverdenen, at man er god nok. Eller reklamere for en masse ligegyldige ting for at kunne tjene penge.

Jeg har ingen ambition om at tjene penge på min blog (jeg har generelt ingen ambitioner – udover at lave et indlæg omkring netop det), så hvis jeg ikke får noget mere indhold i mit liv, jeg gerne vil af med, så dør denne blog nok snart for good.

Nu ser vi! Hvis jeg får lavet en “indholdsfortegnelse” til mig selv over emner, så kunne der faktisk godt ligge en 10 indlæg til udgivelse inden for den nærmeste fremtid.

So long lovers.. KYS!
   

2016 lægger stærkt ud!

Jeg kan mærke, at 2016 bliver et godt år! 2015 var ikke værst, men jeg tror faktisk, at 2016 topper. Det kan godt været jeg ikke får lov til at få mit barn nr. 2 (der er 50-50 chance, så ved I alle det 😉 ), men vi får større bolig senest til sommer og så kan Christian da ikke bruge pladsen som modargument. Arbejdet går godt – vi har ultra ikke-travlt, men alligevel tilpas at lave til at det ikke er kedeligt, og lønnen er i det mindste lidt mere end dagpenge. Kærligheden er også som den skal være, der er langt imellem skænderierne over småting, så det er s…de godt <3

OG så har jeg jo fødselsdag i år, juhuuu 😀 “Det har du vel hvert år”, tænker du nok, hvis du ikke kender mig. Men så kan du bare tjekke kalenderen ud og sammenligne med sidste år 😉

Jeg fejrede mig selv i går med familien og i dag har jeg haft besøg af min mødregruppe til rester. SÅ hyggeligt, selvom der er meget gang i sådan tre 21 måneder gamle piger. Og når man så har en datter med ejerfornemmelser overfor ALT sit legetøj, så kræver det sit lige i begyndelsen. De endte dog med at hygge sig sammen med biler, cykler, klapvogn og nytårshatte. Haha ærgerligt vi ikke fik billeder af det. Generelt har jeg ikke fået billeder af de her to dage – jeg er den dårligste paparazzi altså.

I morgen står den på VIP fødselsdag med mine forældre og Mariah. Måske får jeg taget billeder af den dag 😛

So long lovers.. KYS!

Ret nemt!

IMG_20160202_100525

Det her indlæg har været i støbeskeen længe – også længe før alle kendis-bloggerne begyndte at udgive sponserede indlæg om firmaet 😛 Men det skal ikke forhindre mig i også at anbefale ‘Ret Nemt’, når nu det faktisk er så fandens nemt altså!

Vi har efterhånden fået kasser fra dem i en fem måneders tid. I begyndelsen til tre dage hver anden uge, men fra årsskiftede besluttede vi at få kasser hver uge med mad til så mange dage som muligt; det bliver til 5 dage som regel. Det passer nemlig med, at så kommer vi lige over 600,- kroner, der giver os fri fragt.

Vi har allerede fra start været SÅ glade for konceptet; du får alt, hvad du skal bruge til et måltid og som regel er der ikke noget madspild (eller det var der ikke i starten, nu har vi faktisk jævnlig rester, som ryger ud, da vi jo har ingredienser til den næste dag). Men det er SÅ smart, og som regel tager retterne kun 30 minutter at tilberede. Det er genialt for en børnefamilie 😀

Mit eneste minus er, at der er alt for lidt økologiske produkter. I de fleste retter er der altså kun to ting, der er øko – og som regel nogle underlige (ligegyldige) ting, som eddiken eller bouillonterningen. Ej, selvfølgelig ser jeg også gerne, at dét er økologisk, men i min verden vil jeg hellere have, at kødet og æggene er øko (hvis det hele ikke bare kan være det).

Og ja, jeg ved godt, at så kommer prisen op, men det er virkelig okay med mig. Og ja, så kan jeg jo ty til Aarstiderne. Det er bare sådan, at da vi i tidernes morgen prøvede Aarstidernes måltidskasser, så fandt jeg det slet, slet ikke lige så nemt nu. Og der havde vi ikke engang barn.

Jeg er rigtig glad for ‘Ret Nemt’ og bærer over med dem lidt endnu – men med tiden ender jeg nok med at se mig om efter et øko-alternativ, hvis de ikke udvider konceptet til også at tilbyde økologi-kasser 🙂

PS: så er deres kundeservice også rigtig søde og hurtige til at svare på henvendelser, som for eksempel, hvis noget kød er dårligt el.lign.

So long lovers.. KYS!
   

Om det perfekte liv <3

Når man ikke betaler for sin blog, har man ikke ligeså meget dårlig samvittighed over ikke at få skrevet noget. Det er måske en af grundene til, at jeg gik i stå. En anden grund er, at mit liv er forfærdelig “perfekt”.

Jeg har faktisk tid nok til at blogge, da mit fuldtidsarbejde er super fleksibelt og frigiver masser af fritid til at ordne vasketøj, køkken, barn og hvad der ellers kunne være af hyggelige ting. Jeg får også rigeligt med søvn, da vores datter fortsat er B-menneske, som sine forældre. Lige nu render hun også bare rundt og underholder sig selv. Så kommer hun forbi engang imellem for lige at vise mig et eller andet eller sige hun er sulten/tørstig. Jeg priser mig virkelig lykkelig for den rolige, lille trold <3

Men måske skal jeg også bare få taget mig sammen og begynde at skrible igen. Få læst noget mere igen, der sætter mit pis i kog (det er trods alt det, jeg helst vil berette om og give mit besyv med) og afsætte tiden. Det behøver jo ikke engang tage en time dagligt, og tror det er sundt for mig at holde mit “sprog” ved lige.

Der er faktisk et emne, der provokerer mig for tiden; VOLDTÆGT.

Jeg har ikke læst om, hvad der skete i Køln, udover at en skrækkelig masse kvinder blev voldtaget. Det i sig selv er forfærdeligt. Men hvad værre er alle de mennesker, der prædiker forholdsregler! Alle de mennesker der siger “men”. Alle de mennesker der helt alvorligt mener, at kvinderne bærer en del af skylden.

Lad mig skitsere:

Jeg faldt over en tråd på Facebook, og som uddannet fra en semi-akademisk uddannelse ved jeg selvfølgelig godt, at Facebook ikke er garant for noget validt. MEN det er om noget et udtryk for, hvad menig mand mener og tænker! Her så jeg flere kvinder skrive “det er aldrig kvindens skyld, men hun skulle nok ikke have gjort xx”. En masse har efterfølgende kommenteret, at man ikke skal blame kvinden, hvortil bemærkningen forsvares med ting som “jeg skrev jo også, at man aldrig kan give kvinden skylden, men hun skulle nok have tænkt sig om”.

Undskyld mig!

Hvis jeg siger “det er ikke din skyld, at du fryser om ørerne, men du skulle nok have taget en hue på”, så siger jeg da, at du selv er ude om at fryse om ørerne for du kunne jo bare have taget en hue på og undgået det. Det er præcis, hvad de voldtagne kvinder får smidt i hovedet: Selvfølgelig er det ikke din skyld, MEN du skulle nok ikke være gået alene hjem; have haft det tøj på; været så fuld. En del af skylden pålægges altså denne kvinde på den måde. Der ligger i men’et, at havde hun handlet anderledes, var det ikke sket (en ting ingen af os overhovedet ved om er sandt, og som sandsynligvis slet ikke passer – intet tyder fx på, at det skyldes din påklædning, at en mand ender med at forgribe sig på dig).

Sætningerne er en kontradiktion – det er en modsigelse uden lige. Det, der får mit pis i kog, er, at disse m/k’ere ikke selv kan se det. De mener helt oprigtigt, at ved at sige det første, så har de deres ryg fri, selvom de i deres anden sætning i den grad får kvinden til at tvivle på, om hun handlede forkert. Det skal simpelthen stoppe! Som om de kvinder ikke har det hårdt nok, så skal de ikke også til at tænke på, om de tog deres “forbehold”. Uanset hvor æggende en kvinde har været overfor en mand, så giver det ham ikke ret til at forgribe sig på hende! Om hun render halvnøgen rundt på stranden/i byen/derhjemme, så er det da ikke en invitation til sex?

Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre fra jer, der mener anderledes. Der dels ikke mener, at der er en skyld i dette “men”, dels jer, der mener, at tøj/opførsel kan have en del af skylden for, at man er blevet voldtaget.

Guderne skal vide, at jeg i visse øjne har været heldig ikke at blive voldtaget/mishandlet, for jeg har godt nok ægget en mand eller to gennem tiden og har måtte stoppe påbegyndt sex mere end én gang! Men i min verden har jeg ikke været heldig, men blot været sammen  med en normal mand, der godt har vidst, hvad et nej betyder..

Snuppet fra Facebook

Snuppet fra Facebook

Jeg savner nogle ærlige personer..

Efter at have læst og hørt og set, og læst lidt mere, er det blevet mit indtryk, at verden sgu er af lave! Ej men hold nu op, hvor ligger folks selvtillid på et lille sted. Alle taler om at få lavet noget om ved deres krop, som de er utilfredse med – hvorfor? Hvorfor er vi blevet SÅ kritiske om os selv (når vi er SÅ ukritiske når det kommer til alt andet)?

Kropsbehåring! Det er mit klare indtryk, at det er noget vi “skal” synes er ulækkert og fjerne i et væk. Hvor er alle dem, der ikke orker denne kamp (jeg ved I er derude)? Det synes at være sådan, at siger man højt, at man ikke fjerner al sin kropbehåring, så sættes man i en bås, som man bestemt ikke vil i. Den hvor betonlebberne og 70’er kvinderne sidder samlet. Og jeg nægter pure at tro på, de er de eneste, der lader hår være hår!

Siger man derimod, at man (selvfølgelig) fjerner al hår, så kommer man i båsen med pornomodellerne, de unge og smukke, – båsen man gerne vil være i, sammen med “alle de andre”.

Og jeg taler ikke kun om kvinder. Nej, det er også mit indtryk, at ingen mænd i dag tør sige, at de ikke har noget imod kropsbehåring (på kvinder underforstået), næh for så kommer de i båsen med tosserne og 70’er mændende. Så er det lettere for dem at melde ud, at man klart er til den glatte mis og de hårløse ben. For så ryger de i samme kategori som de seje og lækre mænd, de unge og “alle de andre”.

Jeg ved ikke om det er min alder, mit fødselsårti, min mor eller hvem, men her i huset, der lader jeg (vi) sgu gro, hvad gror, når jeg (vi) ikke gider trimme det! Ingen anden skal diktere, hvad jeg skal fjerne hvor eller hvornår, det kommer helt an på, hvad jeg orker! Og jeg er godt klar over, der sidder nogle og tænker “jeg gør det altså heller ikke for en andens skyld, men min egen”, men faktum er bare, at rigtig mange (både mænd og kvinder) gør, hvad de tror det modsatte køn ønsker – uden overhovedet at vide, om det er et reelt ønske eller medieskabt.

Jeg siger ikke, der er noget galt i at gøre noget for andre, som de godt kan lide, men nogle gange må man også bare gerne stå ved sig selv og ikke konstant ønske noget andet. Det er blevet så let i dag at ændre på alt muligt, at ønsket om det “ideelle” er blevet langt større. Med den konsekvens, at der er et hav af unge med selvtilliden liggende på en gammel 25øre – vi kan jo bare tjekke diverse realityprogrammer eller blogs ud. Det meste lugter af sukkermadder med ekstra sukker på, for at tage smagen af smør! Sig nu bare for helvede, at du ikke bryder dig om sukkermadder!

Hvad er min pointe så overhovedet? Den er, at jeg er 100 procent sikker på, at der findes lige så mange, der er ligeglad med om du har hår på kroppen, om dine bryster er store, dine numse petit og din mave flad, som der er folk der går op i det. Så jeg synes bare det er rigtig ærgerligt, at der går så mange unge rundt og tror de kun kan blive elsket, hvis de lever op til alle disse hårde (og falske) krav, at de føler, de skal ændre på deres udseende for at andre vil have noget med dem at gøre. For sådan er sandheden heldigvis ikke! Sandheden er heldigvis, at der er mange der vil elske dig præcis, som du er nu, så elsk nu for satan også dig selv, som du er nu!

Dyrt at få familie!

Jeg må nok indse, at det er en dyr fornøjelse at få mand og barn! Da jeg kun var mig selv og på SU, lagde jeg små 6000kr årligt hos H&M og knap det dobbelte til diverse velgørenhedsorganisationer – ja, min karmakonto var da også i langt mere plus end i dag.

Til dato har H&M ikke engang fået 1000kr (vi tæller fra april, hvor kontoen nulstilles) og jeg tør slet ikke tænke på, hvor lidt mine fattige børn i Afrika eller burhøns har fået det seneste år.

Jeg har ikke fået færre penge mellem hænderne, de bruges bare anderledes; I dag er det Meny og den kommunale vuggestuen, jeg “gladeligt” støtter.

Det er fair nok, at jeg ikke køber lige så meget tøj i dag – har sgu så rigeligt, bortset fra at jeg ikke kan passe noget af det efter min graviditet. Men i min verden er det ikke i orden, at jeg ikke længere har råd til at støtte alt muligt. Jeg er bare ikke længere kun mig selv og jeg kan derfor ikke alene bestemme, hvad vores penge bruges på, synes jeg. Og manden herhjemme synes ikke de fattige behøver noget 🙁

Jeg glæder mig til, at det hele vender (I wish!) og jeg igen har 500kr tilovers hver måned, som kan deles mellem Unicef, Dyrenes Venner, Hjerteforeningen og Amnesty International (plus det løse)…

So long lovers.. KYS!
   

Ligestilling

Så nu er ligestilling pludselig en dårlig ting? I hvert fald, hvis jeg skal tro Charlotte Kure og dette blog-indlæg. Dette latterlige blog-indlæg, om jeg må være så fri!

Det er helt fint, hvis du, Charlotte, elsker maskuline mænd og feminine kvinder – det må du virkelig helt selv om. Men kan vi ikke lege den leg, at det så også er helt fint, hvis andre har det på en anden måde?

“Når store og stærke kvinder, partout vil have ret til militæret, så står jeg altså af”

“For mig handler det slet ikke om at have RET, det handler om at have LYST”

Ja, lige præcis lyst – lyst til at gå i bukser, lyst til at være korthåret, lyst til at komme i militæret. Det hele er sgu da startet med en lyst til noget andet, end hvad vi altid har gjort og ikke noget vi, kvinder, bare vil have ret til for så ikke at gøre brug af retten. Ligesom mænd ikke bare vil have ret til at blive sygeplejerske, pædagog, syerske – og hvilke andre “feminine” brancher, vi kan komme på. Det er da fordi de har lysten.

Og er det ikke så ganske glimrende? Er det nu pludselig forfærdeligt, at vi kan vælge frit på alle hylder – at vi, ja, bliver mere ens og lige? Det er det virkelig ikke i min verden.

Hvis jeg gere vil have en stor, stærk og “typisk” mand, så kan jeg godt finde ham – der er masser af dem. Hvis jeg hellere vil have en lille, splejset og omsorgsfuld mand – ja, så kan jeg også sagtens finde en sådan. Jeg kan sågar finde en blanding af de to typer!

Det samme gør sig gældende for kvinder – vi kommer også i alle afskygninger og der er en for enhver smag. Det finder jeg yderst positivt. At man kan finde en, der faktisk passer på ens præferencer og ikke en, der bare ligner naboen.

“Lur mig, om ikke vi dybeste set, savner hinandens urinstinkter”

Nej, det tror jeg ikke “vi” gør. Du, Charlotte, gør muligvis, og fred være med det. Jeg gør ikke – og fred være med det!

“De maskuline roller er hverken bedre eller ringere end de feminine roller. De er begge nødvendige og af samme værdi”

Lige præcis. Og det er da lige præcis, hvad ligestilling handler om – at vi alle er lige. Og vi bliver da kun lige, hvis vi må det samme. Ingen siger vi skal, men vi ! Ingen siger, at manden skal tage sig lige så meget af barnet, som kvinden (argh, jo lidt gør nogen af os), ingen siger, at kvinden skal kunne slå et søm i væggen (argh, jo lidt gør nogen af os). Men en maskulin kvinde er vel lige så god, som en feminin mand?

Jeg synes, det er mega fedt at være selvstændig og uafhængig. Men bare fordi jeg har det sådan, så dikterer jeg (så vidt muligt of course) ikke, at andre skal have det ligedan (jeg forsøger at oplyse om andre muligheder, vil jeg sige 😉 ). At jeg ikke forstår, hvorfor man vil være afhængig af et andet menneske, det må være mit eget problem – generelt mener jeg ikke, vi skal blande os i hinandens levemåder.

“Med kærlighed, og bestemt stemme, vil jeg opfordre alle til at være nysgerrig på egne feminine, og maskuline energier. Er der balance?

Hvis ikke – godt, så skab det!”

Så det du siger, Charlotte, er at vi godt må have begge sider, men der skal være ligevægt? Og hvem bestemmer, hvornår der er balance – du alene? De gamle dyder? Jeg selv?

Christ!

Jeg ved ikke, om jeg egentlig burde anbefale, at man læser hendes indlæg. Men det kan selvfølgelig også være, det bare er mig og mine feministiske rødstrømpeholdninger, der spiller ind – og du i virkeligheden er mere enig med Charlotte Kure.

In that case, so be it 🙂

Mor i 14 måneder uden “mor”-følelsen!

Jeg har snart været mor i 14 måneder og jeg har stadig ikke vænnet mig til titlen. Jeg kan huske helt i begyndelsen, at når jeg så mit spejlbillede med barnet på armen, så lignede jeg, i mit hoved, en der havde lånt et barn – det så slet ikke naturligt ud, syntes jeg, og hun kunne ligesåvel have været min niece eller en helt fremmed baby!

Sådan har jeg det til dels stadig. Jeg føler det så underligt fremmed at aflevere og hente hende i vuggestuen. Det er kun fordi personalet siger “Nikolines mor”, at jeg tænker, de (og jeg) ved, hvem jeg er. I min verden kunne det være et hvilket som helst barn, jeg skulle hente.

Forstå mig ret, det er ikke fordi, jeg ikke elsker den lille, tykke pige, og det er heller ikke fordi, jeg ikke føler omsorg for hende eller kender hendes behov – lige præcis de ting er kommet som noget af det mest naturlige for mig. Jeg kender hende i den grad og forstår ganske fint at læse hendes signaler. Det er noget andet, jeg ikke føler endnu. Bundærligt, så er der følelsesmæssigt ikke den store forskel, fra dengang jeg fik min første kat eller anden kat. De er alle en del af mig og jeg kan ikke skille mig af med dem. Nu er de der, indtil de eller jeg dør!

Jeg er sikker på, det er en ganske normal følelse/reaktion, for som jeg har skrevet før, så er jeg ikke noget særtilfælde på nogle punkter. Så hvorfor skulle andre ikke have det på samme måde? Men det er ikke rigtig noget, man støder på, synes jeg. Ingen i min mødregruppe har givet udtryk for det, de blogs jeg læser, er alle über lykkelige mor-agtige (lovpriser den titel konstant og “hvor er jeg lykkelig for at være blevet MOR”), så jeg får selvfølgelig mine tvivl.

Jeg ved heller ikke, hvad jeg præcist forestillede mig, dengang jeg blev gravid. Jeg forestillede mig mange ting, der har vist sig helt anderledes – dog primært til det bedre. Jeg troede fx, det ville være langt hårdere fysisk som psykisk, at jeg skulle lide langt mere af søvnunderskud (det er IKKE barnets skyld, at jeg er konstant træt!), at det hele ville blive mere presset og knap så sjovt – i forbindelse med at barslen er slut og man skal “tilbage” på arbejdsmarkedet. Men sådan er det ikke. Vi kan stadig tage det ret stille og roligt, nyde hinanden, tage ud (med barnet), være os selv – ret meget gøre, som inden hun kom til verden (7-9-13 jeg jinxer IKKE og beder ikke om det liv, de fleste andre lever!).

Pointen?

Jeg ved det ikke! Måske bare at nogen melder sig på banen og siger “den følelse har/havde jeg også” 🙂

So long lovers.. KYS!
   

Kropsforskrækkelse

Jeg har, så længe jeg kan huske, haft issues med min krop. Jeg har alle dage ment, at min mave var for tyk – og mine bryster for små! For havde mine bryster bare været større, så havde jeg ikke kunne se min mave 😉

I dag, efter jeg har været gravid og født, er jeg mentalt helt afklaret med min krop. Den er blød über alles – mine bryster er slet ikke faste mere, min mave er helt blød, mine lår er slappe og klasker mod hinanden – ALT er bare “galt”.

Men jeg er SÅ ligeglad! Jeg gider seriøst intet gøre ved det endnu, selvom jeg også synes, at jeg var pænere før min mor-krop.

Jeg læste denne artikel i går og jeg er speciel enig i Sofie Hagens betragtning om, at mental sundhed ikke er på dagsordenen. Vi kigger udelukkende på det ydre (og med ‘vi’, mener jeg menig mand og medierne, for vi professionelle opdrages i den grad med, at det mentale skal være med, når vi taler sundhed). Ikke at jeg er et hak bedre selv, for jeg har før i tiden selv undret mig over, når “tykke” har proklameret at være tilfredse med deres krop; “hvordan kan de dog det, når de ser sådan ud. Det må da være en påtaget følelse”, var min umiddelbare tanke.

Men nej, for jeg er der jo selv i dag. Ganske fint tilfreds, og langt mere afslappet omkring min krop end nogensinde. En følelse jeg inderligt håber at kunne give videre til min datter, for den er langt federe (høhø) end da jeg som 15-årig, 47 kg og med et BMI under 20 følte mig forkert og uelsket. Men jeg ved desværre også godt, at man kan ikke videregive sådan en følelse – den skal komme indefra. For det er jo ikke sådan, at jeg aldrig fik at vide, at jeg var god nok, så flot ud, var FOR tynd! Tværtimod. Og lige lidt hjalp det!

Jeg så denne artikel blive delt på FB, hvor der straks blev kommenteret noget med “at det jo er usundt at være tyk og derfor skal vi ikke acceptere det”.

MEN!

Dels er der forskel på, hvornår det bliver usundt. Dels, så viser undersøgelser, at det er langt mere usundt at være undervægtig. Det er også langt mere usundt at have en yoyo-vægt. Det sundeste er ikke at være ultra tynd eller ultra fed (fed er faktisk en klinisk betegnelse indenfor fagområdet) samt at holde vægten – faktisk er det mest sundt bare at holde vægten, om det så er på den forkerte side af BMI eller ej.

Han, der kommenterede, mente, at vi stigmatiserer undervægtige langt mere end overvægtige, fx ved at hænge ultra tynde modeller ud, selv hvis de er sunde (?), og hylder “erotisk buttede” modeller, når sådanne står frem (?). Eller ved at tvangsindlægge piger med anoreksi, uden at der sker indgriben ved ekstremt overvægtige.

Det er da muligvis også en fejl, at vi ikke tvangsindlægger overspisere på samme måde som spiseforstyrrede med anoreksi eller bulimi. Men det er jo ikke det samme som at sige, at vi hellere skal pege fingre ad de tykke end de tynde. 1 så tror jeg generelt, at tykke bliver stigmatiseret langt oftere end tynde 2 så skal vi slet ikke pege fingre ad nogen!

Jeg tror faktisk lidt, jeg har glemt min pointe med hele denne smøre. Måske er den bare, at vi netop ikke skal gå så meget op i andre end os selv. Ikke blande os så meget i, hvordan folk skal føle eller være eller se ud. Overordnet set! For jeg ved jo godt, at vi som samfund skal passe på hinanden og skride ind – på den ene eller anden måde – når nogle er ude på et skråplan; stofmisbrugere, rygere, over- og undervægtige, voldelige, you name it. Men måske vil det bare være lidt lettere for alle at agere menneske, hvis man ikke konstant føler, at man skal leve op til et vis pres udefra. Og hvem ved, måske vil vi få langt flere mentalt sunde individer ud af det!?!

So long lovers.. KYS!

Ingen lur i dag og i morgen..

..Nå ingen lur til mig alligevel, som jeg ellers pralede med her, kaffen tog toppen og jeg faldt over et par blogindlæg.

I morgen står den heller ikke på lur, og det er jeg straks mere spændt på, hvordan jeg klarer! Jeg arbejder hjemmefra (igen) og har derfor valgt at holde barnet hjemme. Hun skal nemlig ned til farmor og overnatte til lørdag (gru, det er ALLERFØRSTE gang hun sover ude uden mor og far, udover i VS self.). Jeg havde været nervøs for ikke at se hende rigtig, inden hun bliver hentet, så på denne her måde, får jeg set hende i masser af timer inden 😀

Nå, men hvad skal mor og far da, siden barnet skal passes?

Faren han skal på biograf-date med moster Mariah, imens moren er på drinks-date med onkel Simon (jeg og Simon gider nemlig ikke se Minions, eller hvad filmen hedder..). Og når biograf-daten er færdig, så mødes moster og faren med os. Og så skal vi spise og drikke til den lyse morgen 😀 haha, ej måske ikke, men i hvert fald hygge og få drinks og ikke tænke på, at vi skal tidligt op dagen efter 😀

Kæft, hvor jeg tror, det bliver lækkert 😛

Hva’søren, er hun stadig i live?

Nå, men skulle man aldrig lave et indlæg? Det er jo faktisk ikke fordi, der ikke er sket noget – vel nærmere tværtimod!

Jeg fik arbejde – ENDELIG – 1. juli. Pisse fedt.. eller! Lønnen er ikke noget at råbe hurra for, faktisk kan den i værste fald være lavere end dagpenge (det skulle den dog ikke som gennemsnit), kontrakten i sig selv er lettere kritisabel. Nå, det være, hvad det vil, nu er jeg jo i gang, ikk’? Jobbet er i sig selv også okay – men så er der hende, jeg arbejder sammen med! Vi klikkede helt ekstremt godt til samtalen og det var derfor, hun valgte mig (det er nemlig helt essentielt, da vi kun er os 2 på kontoret!). Men allerede nu, 2 uger inde i ansættelsen, har vi gået hinanden på nerverne flere gange. Jeg formulerer mig åbenbart på en måde, som hun finder dybt provokerende og personlig. Hun irettesætter til gengæld mig, som om jeg var 10år!

Så det er jo bare pisse fedt!

Vi har begge arbejdet hjemmefra siden tirsdag i denne uge, hvilket hjælper lidt på det hele. Der er også minimalt at lave pt., så det giver bedre mening for os at arbejde hjemmefra. Og så har jeg dagligt kunne få mig en eftermiddagslur, inden barnet skal hentes. Det er helt vanvittigt så træt, jeg er for tiden. Går i seng før kl. 23, står tidligst op kl. 7 og får alligevel en lur kl. 14!?!?! Man skulle fandme tro, at jeg var gravid…

Apropos, så er kl. 13.55, så det er da vist tid 😉

So long lovers.. KYS!